Hvad gør melodien ved en salme?


Iben Barnwell

En stor del af salmebogens salmer kan synges på mere end én melodi. Men ét er at finde en melodi, hvor versefødderne passer – noget andet er at finde en melodi, der yder salmens grundstemning retfærdighed. Ofte er problemet, at salmen ikke har fået sin egen melodi, men må låne en andens salmes melodi – med de stemningsmæssige associationer det medfører.

Salmeforedraget vil med ord og musik demonstrere, hvad melodien kan gøre ved en salme. Der bliver lejlighed til at synge en række af mine egne melodier, som længe har været tilgængelige på min hjemmeside og efterhånden er kendt af rigtig mange. Mine melodier har inspireret Iben Barnwell, som er medlem af folkemusikgruppen Duo Danzante, til at komponere en række overstemmer for fløjte og obo. Disse overstemmer fremhæver på smukkeste vis den musikalske grundtone i de enkelte melodier.

I forbindelse med præsentationen af de forskellige salmer vil jeg fortælle om de musikalske og teologiske overvejelser, der ligger bag dette at komponere en ny salmemelodi. Jeg vil gerne bidrage til at gøre præster og organister mere kritiske med hensyn til melodivalget, når der skal synges salmer i kirken.

Der skal være et velstemt klaver (evt. el-klaver) til rådighed.

Odense, marts 2012, Georg Klinting

Georg Klinting